UDBUD I FORBINDELSE MED UDVIDELSE AF RINGE FÆNGSEL

UDBUD I FORBINDELSE MED UDVIDELSE AF RINGE FÆNGSEL

På vegne af Direktoratet for Kriminalforsorgen har rådgiverteamet netop igangsat udbudsfasen i forbindelse med kapacitetsudvidelsen af Ringe Fængsel. Udbuddet, der gennemføres som et udbud med forhandling, følger i direkte forlængelse af Flerårsaftalen for Kriminalforsorgen, som blev vedtaget i december 2021.

Ringe Fængsel er opført og ibrugtaget i midten af 1970’erne, som et moderne fængsel, både hvad angår arkitektur og afsoningsprincipper. Det udbudte projekt tager udgangspunkt i fængslets eksisterende arkitektur, infrastruktur og bemandingsprincipper, idet der opføres en belægsbygning med en hovedkorridor, hvorfra de enkelte afdelinger udspringer. Samtidig ombygges en række centrale funktioner i det eksisterende fængsel. Samlet set opføres ca. 4.050 kvm nybyggeri i ét plan samt diverse gårdturs- og udearealer. Derudover sker der betydelig ombygning af den eksisterende hovedbygning – primært i administrationsområder og ved andre supportfunktioner, hvilket skal sikre logistik og sikkerhed efter ombygningen.

Projekteringen er sket i tæt samarbejde mellem Kriminalforsorgen og rådgiverteamet bestående af Alex Poulsen Arkitekter, Viborg Ingeniørerne og Molter Consult. Hos Kriminalforsorgen er projektet forankret både centralt i bygherreenheden, Koncern Ejendomme, men også lokalt i fængslet, da projektet skal realiseres, mens fængslet holdes i fuld drift.

Lars Rau Brysting, Chef for Koncern Ejendomme udtaler:

”Kriminalforsorgen har, som bygherre, ansvaret for gennemførelsen af en række markante og økonomitunge byggesager, der udspringer af Flerårsaftalen for Kriminalforsorgen. Vi arbejder aktuelt bl.a. med målrettede kapacitetsudvidelser i eksisterende fængsler og arrester, etableringen af 200 nye lukkede pladser i Sdr. Omme Fængsel og etableringen af 400 nye arrestpladser i en ny områdearrest. Kapacitetsudvidelsen i Ringe Fængsel er et vigtigt strategisk initiativ, der bidrager til at fremtidssikre Kriminalforsorgens kapacitet og skabe bedre rammer for varetagelsen af den vigtige samfundsopgave, som personalet løser. Vi ser frem til gennemførelsen af byggesagen i tæt samarbejde med Alex Poulsen Arkitekter.”

Partner og projekteringsleder ved Alex Poulsen Arkitekter, Sonia Bom supplerer med:

”Vi er meget stolte af at APA har fået muligheden for at udvide et af tegnestuens ældre fængselsprojekter fra 70´erne. Fængslet blev dengang designet, som var det en hver anden offentlig bygning i sin samtid, hvilket betød, at man eksperimenterede med at bygge en ny type fængsel: For første gang var der fokus på normalisering af de indsattes liv i fængslerne, indsattes rettigheder og resocialisering.”

Fristen for anmodning om prækvalifikation udløber d. 18.02.2022 og vi håber, at vi vil opleve stor interesse for opgaven.

Visualisering af udvidelse, Alex Poulsen Arkitekter A/S

FAKTA

Ringe Fængsel er et helt særligt fængsel, der blev designet af Alex Poulsen Arkitekter i midten af 1970’erne. Fængslet indførte, med sin tidstypiske arkitektur, helt nye rammer for datidens afsoningsprincipper hvilket indebar fællesskab mellem indsatte og relationer mellem fængselspersonalet og indsatte.

REJSEGILDE RINGE FÆNGSEL

Onsdag d. 6. september markeredes en vigtig milepæl i udvidelsen af Ringe Fængsel.

Alex Poulsen Arkitekter, Øster Voldgade 8A, 1350 København K | Tel 33 14 63 14 | info@alexpoulsen.dk

 CVR 44 78 05 18  

© 2024 Alex Poulsen Arkitekter A/S