ARKITEKT STEN OSTENFELD FYLDER 70 ÅR I DAG

ARKITEKT STEN OSTENFELD FYLDER 70 ÅR I DAG

Sten Ulrik Ostenfeld blev uddannet Arkitekt på Kunstakademiets Arkitektskole i 1977. Han har med sine mere end 40 år som arkitekt hos Alex Poulsen Arkitekter (APA) været en uvurderlig medarbejder og partner og er meget vellidt blandt kolleger og samarbejdspartnere. Sten er om nogen firmaets mand – meget loyal og højt respekteret. Han har altid gået til arbejdet med stor iver og entusiasme, og med sin dygtighed og kærlighed til arkitektfaget har han opnået stor anerkendelse i branchen.
Sten har altid lagt faglig stolthed og stor ærekærhed i sit arbejde. Han går meget grundig til værks og er meget detaljebevidst – intet er overladt til tilfældighederne, når Sten har været inde over en opgave.

Administrerende direktør, partner og projektleder
Sten var med til at overtage firmaet efter Tom og Ulrik Poulsen, der var sønner af tegnestuens stifter Arkitekt Alex Poulsen (1910-1999). Sten må betegnes som en ”hjørnesten” i videreførelsen af firmaet. I en lang årrække har han været partner i APA og i flere perioder været administrerende direktør for tegnestuen. Han har hovedsagelig fungeret som projektleder med primære arbejdsområder inden for planlægning, analyse og programmering, bygherrerådgivning samt projektering og byggeleder for offentlige og private bygherrer.
Sten Ostenfeld har gennem årerne bredt været beskæftiget med planlægning og gennemførelse af utallige byggeopgaver for offentlige bygherrer, heriblandt Direktoratet for Kriminalforsorgen, Slots- og Ejendomsstyrelsen, Rigspolitiet, Domstolstyrelsen, kommuner og Region Hovedstadens Psykiatri.
Som specialist i bygninger med høje krav til sikkerhed har han bl.a. været involveret i følgende projekter: Århus Politigård, Storstrøm Fængsel, Statsfængslet Østjylland, Ny anstalt i Nuuk, Grønland (Konkurrence) og etablering af nye fængsler på Balkan.

Stort tillykke med dagen ønskes fra os alle hos Alex Poulsen Arkitekter!

FAKTA

Sten Ostenfeld, tidligere partner og administrerende direktør hos Alex Poulsen.

 

Alex Poulsen Arkitekter, Øster Voldgade 8A, 1350 København K | Tel 33 14 63 14 | info@alexpoulsen.dk

 CVR 44 78 05 18  

© 2024 Alex Poulsen Arkitekter A/S