NY MILLIARDUDVIDELSE AF CPH LUFTHAVN

NY MILLIARDUDVIDELSE AF CPH LUFTHAVN
T3 Airside-projektet er det største og mest komplicerede enkeltstående byggeri i lufthavnens historie.
Projektet har en anlægssum på ca. fire milliarder kroner og er et historisk stort projekt, der gør CPH i stand til at håndtere op mod 40 millioner passagerer årligt.
Den 80.000 m2 store lufthavnsudvidelse bliver både spektakulær, enkel og opført i nordisk byggestil. Omdrejningspunktet er grøn omtanke, kapacitet til den forudsatte trafikforøgelse og ikke mindst den gode passageroplevelse, hvor det hele er indenfor rækkevidde. Igennem udvikling skal Københavns Lufthavn fastholde positionen som Nordeuropas førende trafikknudepunkt og fortsat binde Danmark bedst muligt sammen med resten af verden. Selvom lufthavnen vokser, er ambitionen at alt vil forblive under ét tag – modsat mange andre lufthavne i resten af verden.
Alex Poulsen Arkitekter – projektets bygherrerådgiver
Alex Poulsen Arkitekter er bygherrerådgiver på sagen og har i tæt samarbejde med NIRAS stået for det grundlæggende arbejde i form af brugerinvolveringsproces og illustreret byggeprogram herunder skitsering af fremtidig layout og flows. Alex Poulsen Arkitekter har gennemført tilbudsevaluering samt udført præsentationsmaterialer og analyser til CPHs interne beslutningsprocesser. Vilhelm Lauritzen Arkitekter vandt opgaven og er arkitekter på byggeriet i samarbejde med Zeso Architects. COWI er ingeniør og Aarsleff er totalentreprenør.
”Vi har under hele bygherrerådgivningsprocessen haft en intens dialog med CPH og haft fokus på at sikre brugerinput samt identificere, opfylde og indfri bygherres ønsker og behov. På baggrund heraf lykkedes det os gennem en målrettet arbejdsindsats og talrige studier at illustrere en balanceret løsning for arealanvendelse og flow.
Udover at skabe et spændende og funktionelt rum har vi lagt vægt på, at bygningen opfylder den tilsigtede kapacitet og fremtidige udvidelsesmuligheder. Det har især været vigtigt for os at sikre den bedst mulige overlevering af værdifuld viden til totalentreprenøren,” siger Jonas Hviid Mønster, partner i Alex Poulsen Arkitekter.
Københavns Lufthavn er – modsat til flere andre internationale lufthavne – kendetegnet ved, at alt er indenfor rækkevidde. Den nye terminal bliver et en terminal i verdensklasse, hvor nærhed og overskuelighed forenes med en spændende og imødekommende oplevelse i en behagelig atmosfære. Naturen, byen og lyset trækkes indenfor i terminalen.
Det bølgende loft i terminalen slipper diffust himmellys ind i det store rum og ovenlys i form af transparente åbninger i taget leder lyset ned i grønne haver. På den åbne lyse plads, som er terminalens hjerte, får passagerne et hurtigt overblik, og gennem den 270 meter lange facade er der en flot udsigt til standpladser og landingsbaner. Ud fra pladsen løber et hovedflow med butikker, restauranter, spiseboder og cafeer. De i alt tre grønne lysskakter fungerer som pejlemærker med passagervendte funktioner, og her er der kig til de andre etager.
FAKTA
Terminalen mellem Gates C og Gates B udvides med 80.000 m2
Tilbygningen er 270 meter lang og rækker 60 meter ud fra den nuværende facade.
Første etape af byggeriet er færdig i 2023. Anden fase forventes færdig i 2028/29.
Projektet vil skabe cirka 350 byggejobs i hele perioden.
Københavns Lufthavn investerer cirka 4 milliarder kroner i projektet. Samlet forventes en investering på 20 milliarder kr. i at gøre plads til 40 millioner rejsende.
I dag rejser der årligt 30 millioner passagerer gennem terminalerne.
Lufthavnen har netop udvidet Terminal 2 og 3 og hele sikkerhedskontrollen og er i gang med at bygge en Finger E. Her er første etape klar til sommer.
Rolle: Bygherrerådgiver
Bygherre: CPH Lufthavn
Areal: 80.000 m2
År: 2023 – 2029